Else Bygvraas moster Kaino ankom til Kolding i 1943. Hun døde i 2005 og blev begravet i Læborg, hvor der i kirken stod 2 mænd med finske flag. Hvem var de? Det giver noget at komme til begravelse, for det viste sig at være 2 finnebørn Kai Schmidt og Jarmo Lethonen. Hun fik lyst til at undersøge sin moster Kainos historie, men det var ikke så nemt endda, da hun ikke kunne få adgang til sin mosters sagsdokumenter på Rigsarkivet. Hun fik en fuldmagt fra sin fætter, og så blev det muligt at få adgang til dokumenterne.

Else Bygvraa har skrevet en artikel om ”Min moster Kaino – et finnebarn” i Koldingbogen 2009.

De sovjetiske tropper angreb Karelen mellem Finland og Sovjetunionen i 1939 og varer ca. 3 måneder. Fortsættelseskrigen var den anden krig, som blev udkæmpet mellem 1941 og 1944 og den tredje krig i 1943. Kaino var ikke født, da krigen bryder ud.

Mange finske børn, kaldet finnebørn, blev evakueret til andre lande. Heraf kom små 4000 til Danmark. Ca. 1900 børn kommer til Sjælland, Fyn og øerne ca. 600 og Jylland ca. 1000. Det præcise tal kendes ikke, da Danmark brændte arkivet i København, da Finland gik fra at være allieret med Tyskland til at blive Tysklands fjende, da Finland sluttede fred med Sovjetunionen i 1944. Man brændte arkiverne for at forhindre, at tyskerne fik fat i navnelisterne over de finske børn, der stadig var i Danmark. Finnebørne skulle kun på sommerferie i Danmark, men 451 af dem blev i Danmark, og af dem blev 216 senere adopteret af danske familier. Det var ressourcestærke familier, der adopterede finnebørnene.

Kaino ankom til Kolding Banegård 21. maj 1943 2 år gammel. Hun ankom sammen med flere andre finnebørn. De blev modtaget af den lokale Finlandskomité med den finske konsul Thorvald Andreasen i spidsen. Finnebørne blev samlet på Hotel Ansgar, hvor de fik boller og mælk og fandt deres plejefamilie. Konsulen havde forinden besøgt de familier, der havde ønsket et finnebarn i pleje, og han havde haft sin datter Ebba med. Han havde set på, om familierne var gode plejefamilier, eller om børne kun skulle hjælpe til. Der var lidt problemer med fordeling af børnene, fordi der var flere plejefamilier, der hellere ville have piger end drenge, og der ankom flest drenge. Der var danske lotter og 1 finsk lotte frk. Sippus, der skulle tilse børnene på Kolding-egnen. Finnebørnene havde ikke mere tøj med, end det de kom i og lidt i en lille kuffert. Frk Kippus gik under jorden i forbindelse med, at Finland sluttede fred med Sovjetunionen.

Kaino kom til Else Bygvraas bedsteforældre Ida og Andreas Hjort i Egholt Brugs. Familien havde i 1938 mistet deres eneste søn Harald. De havde også en datter Anna Lise. Ida dør kun 45 år gammel og Andreas Hjort står tilbage med plejebarnet Kaino, som han gerne vil adoptere, men det var ikke så let, nu hvor han var enkemand. Der blev brugt rigtig mange mandetimer med kommunikation mellem forskellige myndigheder, hvor han bl.a. blev beskyldt for at være værnemager, solgt bil til overpris, inden Kairo kunne adopteres til Danmark af Andreas Hjort i 1949, og i 1952 får Kaino bevilling til at føre familienavnet Hjort af Kong Frederik den Niende. Kaino blev i 1961 gift med sin Harald og får 2 sønner.

Tilbage i 1992 blev foreningen Finnebørn i Danmark stiftet bl.a. ved hjælp fra skoleinspektør Kai Schmidt, Haderslev. Kai Schmidt, der stod med det finske flag ved Kainos begravelse i Læborg Kirke. Kaino var også medlem af foreningen, og den eksisterer endnu.

Selv om Kaino ikke var Else Bygvraas ”rigtige moster”, så betød hun rigtig meget for Else.

Formanden takkede Else Bygvraa for et godt og spændende foredrag.