Under Århundredets Storm d. 3. december 1999 segnede Ernst Petersens kobberur fra 1948. Det var i 1956 flyttet fra sin placering foran Sønderbro Apotek op for enden af Nørregade mod Ndr. Ringvej. Det blev ret slemt beskadiget og blev først bragt i depot på kommunens materielgård i Smedegade, sidenhen på Staldgården. Et par lokale entusiaster henvendte sig til Museet på Koldinghus, og efter nogen forhandling kunne uret så d. 3. juli 2015 hentes og køres op i Kolding Minibys daværende lokaler i den gamle militærlejr på Lykkegårdsvej. Her arbejdede de frivillige møjsommeligt et par år med den meget krævende opgave, og da "Jubilæumsfonden af 12. august 1973" med Ole Kjersgaard Nielsen viste sin interesse, kunne man komme i mål, og d. 26. juni 2019 blev uret genindviet på sin kommende plads i Kolding Miniby.