Formanden bød velkommen til de 84 tilmeldte deltagere samt til aftenens foredragsholder Bent Jørgensen.

Velkommen til en tur tilbage til halvfjerdserne. Til det brune årti som det også blev døbt. Helt nøjagtig til begyndelsen af halvfjerdserne 1971 og 1972. Til en tur omkring kampen for et ungdomshus og foreningen ALLE.

Mange af dem, der var med dengang for 50 år siden, er i dag omkring de 70, så formentlig har nogen af de tilstedeværende været med.

Hvad kender vi ellers det brune årti for:

Fløjlshabitten – Ølkasserne – Atomkraft? Nej tak – Kernelædertasken – Bilofix.

Den brune telefon med højtaler, trykknapper, smart design, regulering af lyden. Måske det første stykke brugselektronik i hjemmet.

Tidens musik. Sebastian med:  ”Hvis du tror du er noget – er der noget du har misforstået” rammer meget godt tidsånden.  Det var årtiet med mange omvæltninger og kriser alt efter temperament. Vietnamkrigen -Den kolde krig - Energikriser - Militærnægtere – Fællesmarkedet, der truede i det fjerne Der var en stærk politisk bevidsthed blandt ungdommen. Enten var man rød eller blå. Ikke så meget pjat som der er i dag. Det var også her VS blev født, da SF var blevet for lyserødt. Kan ikke huske nøjagtig om de næste 2 citater er fra først i halvfjerdserne, men de tegner ret godt tidsånden: Nej til det hele og ud af resten – Stem rødt – Spis grønt – Arbejde sort.

Da Bent Jørgensen forberedte dette foredrag, tog han udgangspunkt i det indlæg, han skrev om foreningen ALLE i Koldingbogen i 2007. Desuden har han fået en del materiale fra sin gode ven Erik Voss, som har støvet en masse op fra avisartikler og andre kilder. Arkivet har bidraget med fotos, selv om der ikke findes alverden. Derfor må vi nøjes med billeder fra Bents scrapbog, som jo også er meget autentiske.

”Vi mangler et Folkehus” var parolen I starten af halvfjerdserne og her fødtes ideen om et samlingssted for ungdommen i Kolding. Ideen blev født af elever på Kolding Gymnasium og var inspireret af, at andre byer havde fået et såkaldt ”Folkehus”. Her kunne man gøre præcis, hvad man ville. Ville man rive en væg ned eller male den i en eller anden brun farve, kunne man bare gøre det. Der var en del polemik i byen omkring en flok unge, som benyttede arealerne omkring Koldinghus til fest og ballade. Byen ønskede de unge væk fra slottet, og de unge gik til modangreb med et læserbrev i Kolding Folkeblad, hvor de spurgte, hvor de så måtte være. Læserbrevet blev underskrevet af ”Solens Børn”, og personkredsen var en del af eleverne fra Kolding Gymnasium. Ungdomsoprøret var som sagt godt i gang på det tidspunkt, og der var ikke grænser for, hvad man kunne og ville. Der var også en del anarkisme blandt ungdommen og drømmen om sit eget sted, uden autoriteter til at bestemme, blomstrede i fuldt flor. Foreningen ALLE tager form, og de første spæde skridt frem mod ”Folkehuset” blev taget på Det Lille Teater i Blæsbjerggade. Her samledes snesevis af unge i spraglede klæder et par søndage om eftermiddagen. Det kom Kolding Folkeblad for øre. Det viste sig, at en af de ivrigste deltagere var Jakob Reddersen, så han satte avisen stævne og lavede en artikel med ham on, hvad de unge havde gang i.

Han fortalte til avisen, at der i Kolding var et udtalt behov for aktiviteter. Der blev f.eks. ikke arrangeret mange koncerter uden for foreningslivet. Hans analyse lød: "Vi er trætte af at blive sat i bås. Kolding er i dag en død by for de unge, der lever i den. Ikke fordi, der er for få unge, men fordi der er for mange miljøer. Forskellen mellem de miljøer er i de senere år blevet større og større, og i dag er Koldings unge spredt over hele byen i små, stillestående ghettoer." Så var det ligesom sat på plads. Det blev hurtigt klart, at det skulle være et hus for alle unge i Kolding, og i bedste halvfjerdser stil blev alle foreninger i Kolding indbudt til at være med. Det var både politiske foreninger, faglige foreninger og alle byens uddannelsesinstitutioner var selvfølgelig også inviteret. Intet var umuligt. På et af de første møder blev man enige om at danne en egentlig forening, så man udadtil kunne bearbejde kommunen og andre relevante instanser som en samlet flok.

Et af de første arrangementer var en lille beat festival i medio maj i Sct. Nicolai Skoles gård. 250 feststemte unge lyttede til musikken. Hertil kom en del naboer som også lyttede med. De blev desværre så vrede over ”støjen”, at de tilkaldte politiet. Ordensmagten fik orkestrene til at flytte indendørs. Det gav lidt forsinkelse, og i det lys var det måske heldigt, at flere orkestre havde meldt afbud

Første kulturelle arrangement blev holdt på biblioteket og var med forfatteren Per Højholt. Arrangementet var en stor succes. Hvad foredraget gik ud på vides ikke med sikkerhed, da Per Højholt under hele foredraget pustede store balloner op med en fodpumpe til luftmadrasser. Ballonerne gik af med nogle ordentlige drøn, og det var enormt distraherende både at skulle høre foredraget og samtidig holde øje med, hvornår det næste knald kom. Bent Jørgensen havde fornyelig set ”Husker du 1973” på DRtv, og her dukkede Per Højholt op med netop dette foredrag. Han lavede skingre lyde med en mikrofon, mens han pustede de omtalte balloner op. Meget mærkeligt

Musiklivet blomstrede, og der blev der holdt op til flere beatkoncerter på skolerne rundt i Kolding med bl.a. Cy Maia og Robert, Culpeppers Orchard, Moirana og mange lokale bands som Akropolis og Red Mustangs. Skolerne var dog ikke videre samarbejdsvillige omkring arrangementerne, da der til tider var så tåget af røg, at man dårligt kunne se orkestret på scenen. Gymnasiet blev også brugt til diverse arrangementer. Her spillede bl.a. Duoen Vår, og der var flere teatergrupper på besøg. Økonomi var der ikke meget af, så de teatergrupper der var på besøg boede tit privat hos ALLES medlemmer. Danmarks radio havde også hørt om ALLE og kom på besøg og lavede en optagelse med musik og ALLE

ALLE’s Folkeblad Foreningen udgav sin egen avis. Avisen blev solgt på gaden for 25 øre og blev døbt ”ALLES Folkeblad”. Oplaget var på 500 stk., og avisen udkom i en 10-12 eksemplarer. Ideen var, at den borgerlige presse umulig kunne være på vores side, så vi måtte selv i gang med spritstencil og tryksværte.

Kolding Bogcafé Foreningen startede også Kolding Bogcafé op. Ideen var, at man ville sælge bøger, som det etablerede samfund ikke ville sælge i forretningerne. I starten blev bøgerne solgt foran rådhuset på Axeltorv, indtil mere permanente lokaler kom til i Låsbygade. Undervejs var Bogcaféen i dialog med kommunens boligudvalg omkring leje af købmand N. Fittings butikslokaler i Katrinegade 25. ALLE fik afslag på ansøgningen og gik kraftigt til angreb på boligudvalget i næste nummer af ALLES Folkeblad. Her spurgte man om det kunne have sin rigtighed, at kommunen ikke ville tjene de 800,- kr., man kunne få ind i lejeindtægt, og hvorfor anmodningen om leje var blevet afslået. Det var ikke muligt at få et skriftligt svar, men i ALLES Folkeblad kunne man læse mundtlige udsagn fra boligudvalget som: ”Kommunen er sandelig ikke interesseret i sådan en butik”, og ”Vi vil sandelig ikke have en butik, hvor der ryges hash, sælges pornografi og kommunistisk litteratur”. Bogcaféen var under konstant pres for, hvor socialistisk udvalget skulle være. På et tidspunkt brød en gruppe ud og startede deres egen bogcafé på Enevold Sørensens Vej under navnet Røde Stjerne. Udvalget i ALLES Bogcafé var simpelthen for lyserødt. Lokalerne på Enevold Sørensens Vej havde tidligere huset et bordel, og der var flere kunder på besøg, som var noget forundret over det nuværende udvalg i det tidligere ”lysthus”. Bogcaféen i Låsbygade blev senere overtaget af DKU, som drev den i mange år.

Der blev arbejdet med kulturtilbud på mange fronter, og i ALLE fødtes idéen om ikke mindre end tre festivaler. En jazzfestival, en folkemusikfestival og en beatfestival. Woodstock var stadig frisk i erindringen. Det blev hurtigt for ambitiøst, og det blev besluttet at lave en stor festival i Byparken. Mange forslag til orkestre kom på bordet bl.a. Gnags, der boede i kollektiv ude ved Skjern, og Skousen og Ingemann der på det tidspunkt havde udgivet LP pladen ”Herfra hvor vi står”. Et omfattende musikprogram var efterhånden på plads, og Kolding Kommune stillede med en underskudsgaranti. Økonomien var der ikke helt styr på. Prisen blev sat til 5,- kr., så alle kunne være med, og festivalen var sat til at vare i 10 timer. Da dagen oprandt øsede det ned, men heldigvis havde man fået kommunen til at stille KIF-hallen på Tvedvej til rådighed netop i sådan en situation. Der kom ikke mindre end 1200 til festivalen, og det var nok det, KIF-hallen kunne rumme. Festivalen blev en succes, og dagen efter skrev de lokale aviser ”at det var det hidtil mest besøgte arrangement af underholdningsmæssig karakter i Kolding”. Arrangørerne havde lovet at rydde op, men midt i hele rodet kom virkeligheden tilbage til foreningen ALLE. Der manglede omkring 2.000, - kr. i kassen for, at Skousen og Ingemann kunne få deres hyre. Det var mange penge, men heldigvis var der en venlig ismand, der havde så mange penge i kassen, og dem lånte foreningen. Efterfølgende dækkede kommunen beløbet.

Efter koncerten var det ligesom luften gik af ballonen omkring huset. Set i bakspejlet var foreningen ALLE et storslået projekt, og der kan trækkes mange paralleller til ting, vi tager som en selvfølge i dag.

Formanden takkede Bent Jørgensen for et godt og humoristisk foredrag.

Så var der tid til gløgg og æbleskiver.